Dette er historien om ArtWeek Kerteminde





Dette er historien om ArtWeek Kerteminde. Hvordan det har udviklet sig fra en idé i 2010 over planlægning til udførelse. Om, hvordan vi har været nødt til at lave ændringer på grund af ydre omstændigheder og indtil i dag.





ArtWeek startede tilbage i 2011 under navnet International Art Festival og fortsatte som sådan frem til 2014. Fra 2015 er navnet ændret til ArtWeek.


Ideen med International Art Festival var at indbyde kunstnere fra hele verdenen til at udstille og arbejde en hel uge i Kerteminde. Sammen med andre udvalgte kunstnere, fik de tildelt forskellige pladser, hvor de i større eller mindre grupper, sammen skulle bygge en udstilling op. Udstillingspladserne bestod af tomme lokaler rundt om i byen, fra pæne kontorlokaler og gallerier til lagerlokaler og pakhuse på havnen.


Da alle siloer og pakhuse på havnen blev revet ned, måtte vi re-tænke hele konceptet - for hvor skulle vi afholde International Art Festival 2014?


Men bedst som alt ser aller mest sort ud, dukker der altid nye muligheder op. Og det var også tilfælde her. I vinterens løb var vi blevet kontaktet af Godsejer Rudolf Iuel, Lundsgaard Gods, om vi kunne tænke os at flytte Festivalen ud på godset i 2014, hvis han lavede de gamle kostalde om til et kulturhus. Det ville vi meget gerne og som sagt så gjort. Kulturhus ”Anexet” nåede ”næsten” at blive færdigt til åbningen af Festivalen, i hvert fald så meget, at vi rykkede ind med 40 glade og yderst forventningsfulde kunstnere. Kulturhus Anexet rummede ArtWeek frem til 2017. En uge med masser af aktiviteter blandt kunstnere, for og med publikum, både børn og voksne.


I 2018 afholdte vi ArtWeek i Odense og herefter var der brug for en pause. Pausen blev lidt længere end ventet grundet en uventet pandemi i 2020 og 2021, men nu er vi tilbage i Kulturhuset Anexet i Kerteminde og det glæder vi og mange kunstnere sig til.


Vores grundholdning er, at man skal hjælpe hvor man kan og specielt folk i nød. Det har vi - med stor hjælp og entusiasme fra de deltagende kunstnere - gjort hvert år siden starten i 2011, og har på den måde kanaliseret adskillige hundrede tusinde kroner ud til mange godgørende formål. Et engagement der er blevet en fast bestanddel af ArtWeek og som vi alle er stolte af.


Eventen har gennem årene placeret sig på danmarkskortet som en årligt tilbagevendende begivenhed, som både besøgende og kunstnere hvert år ser frem til med spænding og forventning. Flere kunstnere ser det nærmest som en kunstnerisk sommerlejer, hvor de får mulighed for at udstille og sælge deres værker, arbejde på nye værker, samarbejde med kolleger og holde ferie på samme tid. En unik mulighed som mange kunstnere sætter stor pris på, idet deres dagligdag normalt består af mange ensomme timer i atelieret.


Siden 2011 har godt 280 forskellige kunstnere fra over 25 forskellige nationer, deltaget i International Art Festival og ArtWeek og hvert år kommer der flere til.