Kunstnernes og de besøgendes oplevelse

Kunsten med musikken til Art…
Af Dorthe Folkmann 2024

- Hej. Godt jeg mødte dig, der er noget jeg skal spørge dig om. Har du tid? - Ja selvfølgelig. Det er altid hyg… Nej vent lidt. Jeg ved hvad du vil snakke om. Det orker jeg simpelthen ikke.

- Det er bare om du vil med til Art…

- Prøv lige og hør her. Det er juni, det er sommer, det bliver fantastisk vejr. Sol og strand. Jeg vil ud i lyset. Jeg vil ud og stå på vandski. Eller sejle i kajak, det har jeg tænkt, jeg skal prøve i år. Du kan tage med? Men nå nej, du vil bare snakke kunst. Det gider jeg altså ikke. Ind og gå i en gammel stald med halm på gulvet eller noget … Ja ja, jeg ved godt der ikke lugter, den er bygget flot om, frilagte spær, smuk trappe, man i øvrigt kan falde ned ad, hvidkalkede vægge, lækkert trægulv eller rustikke rullesten. Jo, jo der er fint nok, men nej tak du.

- Du var da ellers ikke til at hive hjem sidste år. - Det var da fordi, det var så meget mærkeligt. Jeg forstår det ikke. Et billede med en dame, der hang oppe i luften, flere meter over jorden. Man kunne ikke se, om hun var på vej op eller på vej ned. Hvis det var mig, ville skørterne da suse oppe over ørerne, Altså hvad havde hun tænkt sig? Du siger altid, at kunst fortæller historie. Men hvad var den så her?

- Måske bare den du så.

- Så jeg skal selv finde historien i kunsten. Men der var jo ingen? Synes jeg. Og så et andet billede. En mand, der står helt fortabt inde i en labyrint, du ved sådan en, hvor man skal finde vej mellem hækkene, men ikke kan se ud. Men hækken var lav, den nåede ham ikke til knæene. Han kunne da bare skridte over den og gå ud? Skørt, altså!

- Men du husker billederne. Du har tænkt over dem. Det er jo det kunsten kan. Give dig en oplevelse af, at livet ikke altid er, hvad det umiddelbart giver sig ud for at være. Mennesket heller ikke.

- Kan du ikke godt høre det selv. Det er lidt højtravende. Nej, så var det da lidt sjovere med ham den hyggelige, der havde en stor tyr stående. Eller en flodhest. Det kan jeg ikke huske. Sådan en stor blankpudset messingfigur, nå ja, så bronze måske, men man kunne da se, hvad den skulle forestille. Så ville han også vise, hvordan man støber sådan noget, sagde han, og så troede jeg, der ville komme sådan et stort dyr ud af det, men så var det bare sådan et lille hoved eller et eller andet.

- Måske det bare var, så du skulle se …

- Ja ja, jeg ved det godt, opleve processen, og hvad du nu plejer at sige. Der var også hende pigen. Hun var da rigtig sød, men sådan bare sidde og lave gibsafstøbning af en hånd. Hvad skulle det forestille? Hun havde også en afstøbning af et bryst. Hun kunne da godt have taget mit i stedet, det er da noget større, ikk? Jeg havde gerne lagt bryst til, lige på stedet. Men det syntes hun vist alligevel ikke. Jo tak. Kunstudstilling er skam en oplevelse. Og tag dig ikke af ironien. Du mener det godt. Det ved jeg, men altså …Og så lokkede du mig endda til at tage med ud til åbningen. Halløj! Det var bare taler. Så stod der sådan en gammel nisse, der ikke kunne finde ud af at tale i mikrofon, så man kunne ikke høre, hvad hun sagde. Sikkert godt det samme. Det kan du ikke mene er sjovt.

- Der bliver vist ikke sådan holdt taler i år. Der kommer bare en og spiller. Han vil sætte musik til nogle af billederne. Det skal nok blive godt. Nicky, tror jeg han hedder.. - Hvad siger du!! Nicky? Er det Nicky Bendix?!! Hvorfor sagde du ikke det med det samme. Han er skidedygtig. Og noget så sød. Han sidder med hatten ned i panden og bøjer sig over et lille klaver, og ud mellem hans fingre strømmer der gudeskønne toner. Små melodier og harmonier, der er så følsomme, så livsbeskrivende. Det er helt vidunderligt. Tænk at være billedkunstner og få Nicky Bendix til at fortælle sit billede i en fantastisk musik. Hvor er de heldige.

Er det stadig på Lundsgaard? Og den der lørdag lige før Sankt Hans, ikk? Nøj, hvor jeg glæder mig. Halløj, Store Bælt. Vi venter lige en uges tid med kajakken, ikk?

ArtWeek 2023 for 10. gang

Åbningstale af Helle Kjærulf

Velkommen til alle de nye kunstnere, der er med for første gang.

Jeg hedder Helle Kjærulf og maler billeder. Jeg er en af den gruppe på fem, der har været med her i alle ti år. Bente og Michael spurgte mig, om jeg ville holde en tale i dag. Og det var svært at sige nej til, fordi der er jo en grund til, at jeg har deltaget alle gange.

Jeg har været trofast, fordi det er noget helt særligt at være her som kunstner år efter år: vi er mange gengangere, og derfor bliver det også et dejligt gensyn hvert år.

ART WEEK er nærmest sådan en slags kunstnerkoloni, hvor vi kan netværke, arbejde og hygge med kolleger. Mange af os har mødtes på udstillinger andre steder gennem årene, men det her er anderledes: Her er der tid til at være sammen og få snakket i stedet for et hurtigt møde til en travl udstilling.

Art Week er en fritime, nej en friuge, for os. Vi leger, hygger, snakker kunst og alt muligt andet, fordi vi kan.

Vi er her en hel uge, vi arbejder, vi ser hinanden arbejde, vi oplever sammen, mærker hinanden, forskelligheden og mangfoldigheden, og det er så fedt og inspirerende. Vi spørger hinanden til råds og får nye idéer. Vi bliver venner.

Vi skaber også noget sammen. I år er det giner, der skal laves om til noget, måske kunst, sidste var det kunstbænke, der kom på auktion, hvor overskuddet gik til et godt formål.

Det betyder også noget, at her er så smukt, Lundsgaard, Kerteminde... med skoven, havet og himlen. Man kan kun suge til sig, trække vejret dybt og nyde det hele.

Det bliver næsten en symbiose gæster og kunstnere imellem, når vi står og arbejder midt i vores udstilling. Vi løfter sløret for vores ofte ensomme proces. Og så kan de besøgende også suge til sig. Alle får noget ud af det.

Art Week er jo en event, som har udviklet sig fra International Art Festival i 2011, hvor vi udstillede rundt om i Kerteminde, alle tilgængelige steder. Jeg udstillede for eksempel det første år altså 2011 sammen med Jørn Erik Nielsen, som er med igen i år, og den lokale kunstner Henrik Stebit. Vi fik tildelt et råt bådeværksted på havnen, hvor vi måtte rydde alskens ting og jern og sager væk for at få plads til vores kunst. Det var stadig råt, da vi var færdige med at hænge udstillingen op, men det var også hyggeligt at tilbringe ugen der sammen med mågernes skrig og lugten af havet. Der var også en stor gruppe, som udstillede første år i en stor hal på havnen. Michael Sasserson, som også har været med alle årene, udstillede der, ligesom søde Eva Berntsen fra Norge, der var en trofast deltager gennem rigtig mange år, men som desværre døde alt for tidligt sidste år.

I de første år, hvor vi udstillede rundt omkring i Kerteminde, var det særligt, spændende og dejligt, men da vi kom til Lundsgaard i 2014, kom vi ”hjem”. Så blev der for alvor skruet op for kunstnerkolonien. Art Week fandt sin form.

Der er mange, der har været med mange år. Kunstnerparret Grete Tranberg og Jeff Ibo, Michael Sasserson, som nævnt, samt Michael Grønlund, som jo sammen med Bente er årsagen til, at det her overhovedet er blevet muligt, kan alle også fejre ti års jubilæum. Rune Frederiksen var også med første gang, men har holdt pause nogle år. Hans F., der bor i Luxemburg, og Petter Nøstdal fra Norge har været med siden 2012, det har Betina Hesselhof også undtagen i 2016 og 2017, Henning Severin har været alle år undtaget 2016 og 2022, Gitte Skovman kom første gang i 2014 og har været med lige siden, og Hanne Andersen var med fra 2011 til 2016 og er nu med igen. Og så er der Tine Lindvig, der har været trofast i rigtig mange år og blandt andre Laila Holm… Mere for at sige, at der er mange, der bliver ved med at komme, når de først har fået smagen for kunstnerkolonien.

At skabe kunst kan være en ensom affære, måske er det derfor, at vi suger til os, af hinanden, bliver inspireret, klogere og ikke mindst er der nydningen, som Bamse fra Bamse og Kyllingen siger. Jeg ved, at det afholder nogen kunstnere at være med, fordi Art Week er en hel uge. Det er lang tid at tage ud af kalenderen, hvis man har en familie, der står og venter på en ferie. Men samtidig er det også tiden, der gør, at det fungerer så godt. Fordi vi bliver nødt til at prioritere det, hvis vi vil med. Man må være her fuldt og helt, ellers kommer man ikke igen. Tror jeg.

Jeg kommer i hvert fald igen næste år – håber jeg. Til sidst vil jeg selvfølgelig sig tak til Bente og Michael – og jeg tror, jeg taler på vegne af de fleste af de flere hundrede kunstnere, der har rundet ART Week gennem tiden, når jeg siger tak til Bente og Michael for – for det første at få idéen til festivalen, for det andet at turde gennemføre det og for det tredje for at knokle for det år efter år. Nu har Art Week fundet en form, som forhåbentligt holder endnu flere år fremover. Vi glæder os… til endnu en vidunderlig uge i kunstens tegn. TAK!

Den glemte sol

Af Dorthe Folkmann 2023

Der stod en kvinde foran et staffeli. Hun havde sat det op i et hjørne og stod nu med ryggen ud mod det store udstillingsrum. En plettet malerkittel, ja sådan kender man en billedkunstner. Masser af farvepletter på tøjet, på hænderne. Gruset knasede let under hendes fødder. Støvet dansede i en lysstribe. Hun flyttede vægten fra det ene ben til det andet. Hele kroppen lyste af energi og engagement.

På det hvide lærred foran hende strålede en sol. En blændende, gylden rødorange sol. I hvert fald så jeg den som en sol. Hun har måske tænkt noget helt andet. Pludselig fløj hendes hænder ud over lærredet, og med en spartel, tror jeg det var, fyldte hun nu hele fladen med gråt. Solen var væk. Eller var den. Hun vidste den var der, Jeg vidste det også; så var den væk, når nu den ikke var at se?

Hvad ville hun.? Skrabe i det grå, så nogle lysglimt kom frem? Male endnu mere ovenpå? Måske hun endnu ikke selv helt vidste, hvad der nu skulle ske med solen bag den grå flade. Jeg spurgte hende ikke. Det kunne jeg godt have gjort, men den korte oplevelse af en kunstnerisk proces havde allerede givet mig et indtryk, der lige skulle bundfælde sig.

For er det sådan de gør, de her kunstnere. Får en tanke, en ide, et motiv, prøver det af, gemmer det væk, vel vidende at det stadig er der, selv om andre ikke kan se det. Og hvor meget præger det så deres videre arbejde, at tanken gemmer sig i værket, giver lys, giver inspiration til farve, til form, til den videre udførelse.

Kvinden var en af de arbejdende udstillere på en tidligere ArtWeek Kerteminde, men også i år kom en stribe dygtige og energiske mennesker og skabte liv i Anexet og på gårdspladsen ved Lundsgård. Til hverdag står de hjemme på deres værksteder, ofte helt alene, men her giver de os andre et indblik i den proces, der fører til et færdigt kunstværk. Ofte en meget længere proces end vi forestiller os.

Da jeg gik videre og også senere har set på andre billeder, skulpturer, figurer - så har jeg været på udkig efter den gemte sol, efter den ide, som har sat en kunstner i gang, og som har givet det færdige værk et helt eget liv. Indrømmet - jeg finder den ikke altid. Det er der ikke noget mærkeligt i, et menneske kan ikke rumme alt. Men hver gang et kunstværk sætter en tanke, en historie i gang i mit hoved, så ved jeg, den er der.

Jeg bliver hver gang lidt klogere på, hvordan kunst bliver til, og hvad kunst kan give af oplevelser. Billeder fortæller historier, vækker følelser, kalder minder frem, giver tanker, som måske er nogle helt andre, end hvad kunstneren havde tænkt sig. Men hvem bestemmer, hvad det færdige værk skal fortælle af historier? Kunstneren? - eller den, der tager værket til sig?

Når forfattere sender deres bøger i trykken, når komponister, sangere og musikere går frem på scenen, når fotografer udstiller deres billeder, og når billedkunstnere har givet deres værk den sidste afpudsning, så bestemmer de ikke længere, hvordan deres arbejde bliver fortolket. Vi, der tager imod, har hver vores forudsætninger for at forstå og blive grebet af deres værk.

Måske var det slet ikke en sol, den kvindelige kunster gemte bag sin grå flade. Det kunne være så meget andet, noget håndgribeligt, noget abstrakt, et udtryk for en ide eller et liv. Måske det liv som for mange mennesker bliver sat i skyggen af bekymringer eller bare hverdagens udfordringer. Det liv, som vi gemmer på og glæder os til, når engang …

Og nu ville hun nok ryste på hovedet, for det var noget helt andet, hun ville med sit billede. Hvis jeg havde spurgt eller var kommet tilbage senere, kunne jeg have fået hendes forklaring, men måske hendes kunstværk lever allerbedst i den historie, netop jeg var modtagelig for.

At overgive sin bog, sit billede, sin sang kan være meget følsomt. Man ved, man har lagt så meget af sig selv i det, blotlagt noget af sit inderste, og vil det nu blive forstået eller bare blive taget godt imod? Det må være et svært øjeblik, men hvor er det godt, de tør.

ArtWeek – kunstens legeplads 2022

Af Dorte Folkmann
Bragt i Kerteminde Ugeavis

-Kom og kig, det er som at se en bette sol dernede. Det jyske fornægter sig ikke, når bronzestøberen Michael Sasserson lokker folk hen til sin smelteovn.

Dernede står hans smeltedigel, og lige om lidt kan han hælde den glødende masse ned i sin form, der står parat. - Det er Lenes bryst, forklarer han og smiler skævt til gibsstøber Lene Bach-Lauritsen, som har leveret emne til støbningen.

Endelig kan Michael åbne sin form. Han har nu nok brugt for megen tid på snakken med publikum, for støbningen må gå om.

Det er sådan kunst bliver til. De får ideer, prøver af, prøver grænser, men oplever grænserne som en opmuntring til at eksperimentere videre. Kunst bliver til i processen. Kunstneren lever af tankernes og kroppens fordybelse i materialet. Ler bliver til bløde, runde krukker, til figurer, der fortæller historier, til former, der kan sættes sammen i mønstre. Bronze bliver til levende skulpturer, oliemaling og akvarelfarver stryges og pensles på lærreder, tager form og får liv, mens vi ser på.

Det er de to velkendte ildsjæle, Bente og Michael Grønlund, der for 9. gang har hentet skabende kunst til Lundsgård, lige her i det bløde Kertemindelys en sommerdag i 2022.

I alle hjørner af Anexet er kunstnere i gang. Bænke bliver fantasifuldt dekoreret for senere at blive solgt på auktion, i år til fordel for LINK. På gårdspladsen er der mere ild. Keramiker Lajla Holm brænder raku. Gråbrune krukker med kobbermat glasur sættes i den varme ovn, rødglødende tages de op og sættes i en gryde halm. Flammerne slår op om krukkerne, skaber dansende farver og mønstre. Ler og ild med en nutidig udgave af en ældgammel proces.

Et andet sted kører en motorsav og senere en larmende slibemaskine. Trækunstneren Rune Frederiksen er i gang med at skabe en træknude fra skoven om til en stor hjerteform. Efter al slibning og polering står træets årer og pulserer i sollyset. - Ja, du må røre, siger han og glæder sig, når vi lader hånden følge hans blanke skulpturformer.

-Stedet her er fantastisk, jubler Trine Panum, rækker armene op mod de rå bjælker og strejfer sin kind med et ekstra penselstrøg. Dybt inspireret fortæller hun og andre kunstnere om, hvad de har gang i. - Folk er så søde, siger Lisbeth Dahl, - vi hjælper hinanden, giver gode råd og ideer. - Det er ikke bare en udstilling, siger Rune, - det er en kunstnerkoloni.

-Det er som at komme hjem, siger jyden Michael med al solens varme i de glade øjne, mens han ser sig om på gårdspladsen, som endelig igen huser ArtWeek. Efter flere års fravær er det et gensyn, der glæder mange kertemindere. Byen har været hjemsted for så mange kreative mennesker og er det stadig, et naturligt valg for et arrangement som ArtWeek, som på én gang er udstilling og arbejdende værksteder. Og lige så spændende det er at følge processen rundt om på staffelier og ved arbejdsborde, lige så godt er det at se de mange kunstværker, der hænger på vægge og udstilles på bænke, gulv og hylder. Vi ser de mange aspekter af menneskelivet træde frem i billedfladerne, vi ser farvers eget liv, vi ser former der vækker genkendelse eller undren.

ArtWeek er en gave til Kerteminde. Den er blevet godt modtaget i byen, mange har glædet sig og elsker at fordybe sig i kunsten. Men hvad med byrådet? Har de mon bemærket, hvad de her har fået foræret? Gaver betaler man ikke for, men gør giveren en stor glæde ved at tage imod den med taknemmelighed og opmærksomhed. Man må også godt give noget til gengæld.

Næste år, kære byrødder, får I chancen. ArtWeek kommer igen i 2023 og vil elske at blive favnet af jeres støtte - også gerne med et tilskud. Det er et stort og krævende arrangement, som også gavner de mange godgørende formål. Kerteminde har al mulig grund til at støtte Grønlunderne, de to energiske mennesker, der stadig også har hjemme her.

Kerteminde er kulturens by, og kultur er ikke bare cykler, vandski og sejlskibsrace. Kultur er i høj grad musik, litteratur og den bildende kunst. Sidstnævnte får igen et pust til ArtWeek 2023.

Michael Sasserson 2022

Kære Michael og Bente

Endnu engang gjorte I det. Holdt Danmarks dejligste udstilling. Art Week er helt specielt for mig, her startede jeg i 2011 som helt ny inden for det at lave skulpturer. Det jeg oplevede dengang var en helt ny verden inden for kunst. Fællesskab med ligesindede, publikum der fordybede sig og jer der bare ville kunsten og os kunstnere det bedste. I har givet mig så meget igennem alle de år jeg har deltaget i Art Week, at jeg har svært ved at udtrykke mig på ord, hvor dybt taknemlig jeg er for at kende et ægtepar som jer, der i den grad har været rollemodeller når jeg selv har lavet udstillinger. I skaber kæmpe kunstriske ringe i vandet og det spreder sig til alle der elsker det kreative og ikke mindst livet.

Kram og tak Michael Sasserson

Karen-Lisbeth Rasmussen 2022

Kære Michael og Bente.

Jeg var jo noget i tvivl, om jeg med mit tegl-projekt kunne passe ind i kunsteventet mellem alle malerne. Det ved jeg ikke om jeg gjorde, men jeg fik det ud af ART.WEEK, som jeg ønskede. Jeg fik masser af snak og respons og fik afprøvet om mine visioner finder vej til andre. Der er ikke mange steder, hvor man kan udstille og afprøve idéer og visioner – uden at det er forbundet med direkte salg. Det fungerede rigtig godt her. Efterfølgende har jeg fået et par interessante henvendelser, som jeg nu arbejder videre på. TAK fordi I tog slæbet med det store arrangement.

Bedste hilsner fra Karen-Lisbeth

Tine Lindvig 2022

Det var som sædvanligt en formidabel uge i skønne omgivelser med skønne gæster og kolleger. Selv om der selvfølgelig gerne måtte komme endnu flere gæster, så elsker jeg, at folk ikke står i nakken af hinanden, og at der er tid til nogle længere snakke med med gæster og kolleger. Både uformelt fis og ballade og de mere nørdede og tekniske snakke.

Selv om jeg er helt flad i flere uger efter ArtWeek, så bliver jeg i den grad også ladet op og står altid tilbage med et kæmpe kreativt energiboost og ekstra lyst til at komme i sving hjemme i atelieret. Jeg synes, kunstnerkoloni er en rigtig god betegnelse for ArtWeek.

Niels Steen Sørensen 2022

Kunstnere arbejder forskelligt. For mig er hovedformålet at skildre hvad der dukker op i mit hoved så ærligt som muligt. Jeg opsøger emner som optager mig og søger at skildre hvad der dukker op uden filter og dybe overvejelser. Bliver ved, ofte over meget lang tid, til maleriet falder i hak – giver mig fred. Oftest foregår denne afsøgning for mig alene i mit atelier og jeg skal passe på ikke at blive overfaldet af rutinerne = det der er lykkedes før. - Gentagelserne, som er så nærliggende.

At sige ja til et samvær med dygtige kollegaer en hel uge, at snakke med dem, se hvad de laver, og så kaste sig ud i sit eget, er livgivende og ændrende. Jeg føler et incitament til at yde mit bedste – en konkurrence med mig selv om at nå længere ind og jeg føler at den uge giver uvurderlig næring til den proces. Jeg glæder mig til at prøve det igen.

Michael Bøgh 2022

At komme på ”kunstnerkoloni” betyder meget for mig. Det er en vigtig ”gulerod” gennem året. Når man får en bekræftelse på at man kan få lov til at deltage på artweek bliver man ”beæret”, … over at blive en del af alle de dejlige kunstnere der deltager og over det høje niveau jeg fornemmer at den samlede udstilling har. Det var tredje gang for mig, her i år. Jeg var med de første par år, ..har så haft en pause, og var igen med i 2022.

Der har været meget forskel på de enkelte år. I år var det hele samlet i Annexet på godset Lundsgård. Det gjorde at det blev mere en ”helhed”. Vi kunstnere kom til at føle en ”samhørighed”, da vi gennem en uge var meget tæt sammen. Jeg tror også publikum fornemmede at vi var en enhed. For dem var det også nemt at udstillingen var samlet 1 sted. Det var ligeledes nemt for de kunstnere der lavede ”Events”. Det hele gik op i en højere enhed. For mig var succeskriteriet ikke udelukkende hvor meget jeg solgte, men derimod kontakten til de øvrige kunstnere. Jeg blev inspireret og motiveret af at være så tæt og så længe sammen med kunstnerkollegaerne. Desuden synes jeg at jeg fik nogle gode snakke med dem der kom og så udstillingen. For at det hele skal kunne lade sig gøre, kræver det en kæmpe indsats rent organisationsmæssigt og praktisk. Her skal Bente og Michael Grønlund have en stor tak.

Lene Bach-Lauritsen 2022

Jeg bliver glad og varm indeni når jeg tænker tilbage på ArtWeek Kerteminde. Det var som en stor og levende kunstnerkoloni - og jeg var med :) og det var sammen med en masse andre kunstnere. Jeg oplevede engangement og glæde omkring mig, både med de andre deltagende kunstnere og med publikum. Det blev til mange gode og inspirerende snakke med kunstnerkolleger og med publikum. Her og der samtaler omkring kunsten, der skabte undren og spørgsmål som jeg elsker at opleve. Det var en helt særlig oplevelse at kunne gå rundt mellem alle de forskellige kunstnerstande og se de forskellige udtryk og former og se og høre om de andre kunstneres arbejdsmetoder og teknikker.

ArtWeek var også en helt unik mulighed for at samarbejde med andre kunstnere og udføre eksperimenter og en oplagt mulighed for også inddrage publikum. I det hele taget var der en fed stemning - både intens og samtidig helt nede på jorden. Jeg vil elske at deltage igen.